Er jeg gået i overgangsalder? Og hvordan påvirker det fertiliteten

10-20 % af alle par eller enlige oplever en periode med ufrivillig barnløshed. Det  vil sige, at man forgæves forsøger at blive gravid i mere end 1-2 år uden held.

Årsagerne kan være mange. En af dem kan være tidlig overgangsalder, som blandt andet viser sig ved en høj mængde af hormonet FSH hos kvinden (Follikel Stimulerende Hormon) Hvis æggestokkene kører på nedsat funktion, og der ikke er mange befrugtningsduelige æg tilbage i æggestokkene, så vil din krop nemlig skrue op for FSH koncentrationen og ned for østrogenproduktionen. I det tilfælde er det svært for kvinden at blive gravid

Hvilke symptomer er der på overgangsalder?

Nogle af de mest normale symptomer på overgangsalder er uregelmæssige menstruationer. Der er både nogle, der oplever, at menstruationen bliver mere kraftig, mens andre oplever, at de bliver sjældne og svage. Man ser ofte perioder, hvor cyklus er regelmæssig efterfulgt at perioder, hvor menstruationen er uregelmæssig.  

I forbindelse med overgangsalderen, så vil man som kvinde også blive mere sensitiv overfor temperatursvingninger. Selv små temperaturstigninger bliver nok til, at kroppen vil forsøge at komme af med varmen. Derfor vil mange kvinder opleve hedeture i forbindelse med overgangsalderen. Der er stor forskel på, hvor ofte kvinder oplever hedeturene. Nogle har måske et par enkelte, mens andre har over 100 på et døgn og fortsætter med at have det i flere år, efter overgangsalderen/menopausen indtrådte. Et tidligt tegn på, at kroppen er ved at gå i overgangsalder er, at hedeturene opstår lige før eller under menstruationen.

Ifølge Anette Tønnes Pedersen, der er overlæge på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet, så rammes 1-2 % af alle kvinder af tidlig overgangsalder. Det betyder, at man har forhøjede kønshormoner og stopper med at have menstruation, inden man er fyldt 40 år. Hvis du tæller kvinder med, som går tidligt i overgangsalder af medicinske årsager som fjernede æggestokke eller kemobehandling, så er det 3-4 % af de danske kvinder, som rammes af tidlig overgangsalder.

Overgangsalderen stopper blandt andet østrogenproduktionen, som er med til at påvirke evnen til at få børn, ligesom det også afkalker knoglerne. Det kan betyde, at man er i større risiko for at få hjerte-kar-sygdomme og blive ramt af åreforkalkning og knogleskørhed. Det er derfor vigtigt at opdage den tidlige overgangsalder, så man kan komme i behandling med østrogen. Østrogenbehandling er også nødvendig, hvis der er et ønske om graviditet. Så opsøg læge, hvis du har symptomer på tidlig overgangsalder. Hvis du ønsker at måle dit FSH-niveau i fred og ro derhjemme, så kan du prøve vores FSH Klimakterietest. Du finder den lige her, hvor vi også har en video, som viser, hvordan du bruger testen. 

Tidlig overgangsalder og fertilitet

De fleste kvinder, som går tidligt i overgangsalder vil opleve, at det er svært at blive gravid. Det skyldes, at fertiliteten allerede falder 10 år før overgangsalderen/menopausen indtræder. Hvis du går i overgangsalder som 38-årig, så kan din fertilitet altså allerede som 28-årig have været som hos en kvinde på 40 år, der først går i overgangsalder som 52-årig, hvilket er gennemsnitsalderen for overgangsalder i Danmark. Ifølge Rigshospitalet, så vil cirka halvdelen af kvinderne i tidlig overgangsalder indimellem have spontan ægløsning. Hvis du som kvinde har ubeskyttet sex ved ægløsning, så vurderer Rigshospitalet, at 5-10 % vil blive gravide. Opfordringen er derfor at søge fertilitetsbehandling som insemination/reagensbehandling eller ægdonation, hvis du har et graviditetsønske og er gået tidligt i overgangsalder.

Kilder: Sundhed.dk, Københavns Universitet,  Tidlig overgangsalder: Det siger eksperten | femina, Netdoktor.dk, Rigshospitialet.