Progesteron er et af de hormoner, som vi ikke kommer udenom, når vi taler om kvinder og fertilitet. I artiklen her går vi lidt tættere på hormonet, som er helt afgørende for kvindens cyklus, ægløsning og dermed også hendes muligheder for at blive gravid.
Du kan læse mere om fertilitet og prøve vores fertilitetsberegner lige her
Hvad er progesteron?
Progesteron er et kønshormon, som dannes i cellerne omkring æggestokken for at modne ægget og gøre det klar til at blive befrugtet. Sammen med hormonet østrogen hjælper progesteron med at gøre slimhinden i livmoderen klar til et eventuelt befrugtet æg, som skal sætte sig fast i livmoderen for at kunne blive til en graviditet. Det sker ved at øge blodtilførslen til livmoderen, så slimhinden vokser og producerer sejt slim, som ægget kan sætte sig fast i.
Mængden af progesteron er højest i perioden lige efter ægløsning. Det er den periode, som i kvindens cyklus hedder den luteale fase, da det er i denne periode, hvor livmoderslimhinden skal være klar til at tage imod et eventuelt befrugtet æg.
Hvis man bruger temperaturmetoden BBT til at blive klog på cyklus og ægløsning, så vil man også vide, at kvindens temperatur stiger lige efter ægløsning. Det er nemlig progesteron, som får temperaturen til at stige. En stærkt stigende mængde af progesteron er dermed et tydeligt tegn på, at kvinden har haft ægløsning. Hvis ikke man bliver gravid, så vil niveauet af progesteron stige indtil en uge før menstruation, hvor det vil falde til normalt niveau igen.
Læs mere om kvindens cyklus og dens 4 faser i artiklen her
Læs mere om temperaturmetoden BBT her
Graf fra Sundhed.dk
Progesteron og kvindens fertilitet
Progesteron er afgørende i forhold til kvindens fertilitet. Først og fremmest viser hormonet, om ægløsning rent faktisk har fundet sted. Dernæst gør det som sagt kroppen klar til at et befrugtet æg kan sætte sig fast. Hvis ægget bliver befrugtet og sætter sig fast, så vil det forhøjede niveau af progesteron forhindre slimhinden i at afstøde ægget, og derfor har det også afgørende betydning i den tidlige graviditet. Senere i graviditeten vil det høje niveau af progesteron forhindre livmoderen i at lave for mange sammentrækninger, hvilket er med til at forhindre for tidlig fødsel. Hos kvinder, der er infertile – altså har prøvet på at blive gravide i mere end 12 måneder uden held – vil man ofte finde ubalance i mængden af progesteron. Et lavt niveau af progesteron kan eksempelvis være tegn på, at man ikke får ægløsning. Dette ses ofte hos kvinder med PCOS, som du kan læse mere om her
Læs mere om ægløsning og hvornår chancen er størst for graviditet her
Hvad er normalt progesteron-niveau?
Mængden af progesteron ændrer sig i løbet af kvindens cyklus. I en normal cyklus, vil progesteron være højest lige efter ægløsning. Her vil niveauet normalt ligge mellem 20-100 nmol/l, og hvis kvinden ikke bliver gravid, så vil mængden af progesteron falde igen og værre lavest i perioden fra efter menstruation og frem til næste ægløsning. Her ligger niveauet normalvis mellem 0,4- 5 nmol/l. Hvis kvinden bliver gravid, så vil hendes niveau af progesteron fortsætte med at stige. Hos gravide vil niveauet ligge mellem 30-750 og være højest lige før termin.
Hos kvinder, der er gået i overgangsalderen (samt mænd) er mængden af progesteron under 3 nmol/l.
Tegn på progesteron mangel
De klassiske symptomer på progesteron mangel er: Uregelmæssig menstruation, oplever hedeture og humørsvingninger samt dårlig søvn og træthed. Hvis man oplever disse symptomer og samtidig har svært ved at blive gravid eller oplever gentagne aborter. så kan det være en god ide at få målt sit progesteron niveau hos lægen.
Progesteron og infertilitet
Hvis man har et lavt niveau af progestron, eller hvis der ingen stigninger kommer, så vil det ofte påvirke fertiliteten på den måde, at man har få eller slet ingen ægløsninger. Man ser derfor også mange kvinder i fertilitetsbehandling, som har lave niveauer af progesteron.
Hvis man har forsøgt på at blive gravid i mere end et år og derfor får en henvisning til fertilitetsudredning og fertilitetsbehandling, så vil man derfor også normalt opleve at få målt sit progesteron-niveau ved hjælp af en blodprøve en uge før forventet menstruation. Altså i den periode, hvor progesteron-niveauet normalvis er på sit højeste.
Progesteron og fertilitetsbehandling
Er niveauet for lavt og er der ønske om graviditet, så vil man derfor typisk bruge progesteron-tilskud i behandlingen. Progesteron tilskud gives enten via skeden (Crinone, Lutinus eller Cyclogest) eller med indsprøjtning som en del af fertilitetsbehandlingen.
Ved eksempelvis IVF-behandling vil man typisk starte på hormonbehandling med progesteron dagen efter ægudtagning for at forberede slimhinden på at modtage det befrugtede æg, når det skal lægges op igen.
Progesteron tages normalt i 2 uger ved denne behandlingsform. Nogle kvinder vil opleve bivirkninger ved behandling med progesteron. De typiske bivirkninger ved behandling med progesteron er hedeture, ondt i maven, brystsmerter og træthed.
Progesteron og gentagne spontane aborter
Der findes flere forskningsprojekter, som viser en øget chance for at gennemføre en graviditet hos kvinder med 3 eller flere spontane aborter, hvis de får tilskud med progesteron. I et stort engelsk studie fra 2019 med deltagelse fra over 4000 gravide kvinder, gav man 2079 af kvinderne progesteron, mens 2074 af kvinderne fik placebo-medicin. Her så man størst fordel hos kvinder med tre eller flere tidligere aborter i bagagen, hvor 72 % fik et barn, mens det kun lykkedes for 57 % i placebo-gruppen.
Hos kvinder med gentagne aborter vil progestron typisk være en del af behandlingen, hvis man er henvist til en afdeling for gentagne aborter på hospitalet. Her vil behandlingen med progesteron typisk starte dagen efter ægudtagning i en frisk cyklus eller 4 dage før oplægning ved et fryseforsøg. Hvis man er blevet gravid naturligt, så vil behandlingen typisk starte lige så snart man er blevet gravid og fortsætte frem til uge 10.
Du kan læse mere om det engelske forskningsprojekt med progesteronbehandling her
Du kan læse mere om gentagne aborter i vores artikel her
Progesteron og bivirkninger
Ved behandling med de forskellige typer af progesteron oplever 1-10 % en eller flere bivirkninger.
De typiske bivirkninger er:
- Brystspænding
- Svimmelhed
- Træthed
- Hedeture
- Hovedpine
- Oppustethed
- Kvalme
- Smerter i underlivet
- Udflåd og behov for trusseindlæg i perioden.
- Ikke så hyppigt ses hududslæt og kløe
Find vores store udvalg af ægløsningstests her
Prøv vores ægløsningsberegner her
Se vores udvalg af graviditetstests her
Kilder: Herlev Hospital, Aalborg Universitetshospital, University of Birmingham, Netdoktor, Sundhed.dk.