En ægløsningstest kan hjælpe dig med at finde de dage i din cyklus, hvor chancen for graviditet er størst. Testen måler hormonet LH (luteiniserende hormon) i urinen. LH stiger kraftigt op mod ægløsningen, og denne hormonstigning kan derfor bruges til at forudsige, at ægløsningen nærmer sig.
Når ægløsningstesten bliver positiv, vil ægløsningen normalt finde sted inden for de næste 24–36 timer. En positiv ægløsningstest kan dog ikke med sikkerhed bekræfte, at ægløsningen efterfølgende finder sted.
Vil du selv i gang med at teste, kan du se vores udvalg af ægløsningstest som strimmel, stav og digital test.
Hvornår skal man starte med at teste med ægløsningstest?
Du bør begynde at teste før den forventede ægløsning, så du har mulighed for at fange stigningen i LH.
Ægløsningen ligger hos de fleste cirka 12–14 dage før næste menstruation. Har du en regelmæssig cyklus på 28 dage, vil ægløsningen derfor ofte ligge omkring dag 14. Her kan du begynde at teste omkring cyklusdag 11–12. Dag 1 er den første dag i din menstruation.
Har du en kortere cyklus, bør du begynde tidligere, og har du en længere cyklus, kan du begynde senere.
Hvis din cyklus er uregelmæssig, kan det være sværere at forudsige ægløsningen. Her kan det derfor være nødvendigt at teste over flere dage for at fange LH-stigningen og få en positiv ægløsningstest.
Beregn hvornår du skal begynde at teste med ægløsningstest
Vil du vide, hvornår du bør begynde at teste? Brug beregneren nedenfor. Den tager udgangspunkt i første dag i din seneste menstruation og din gennemsnitlige cykluslængde.
Sådan bruger du beregneren:
- Indtast første dag i din seneste menstruation.
- Angiv din gennemsnitlige cykluslængde.
- Tryk på Beregn for at se, hvornår du bør begynde at teste.
Beregn hvornår du skal teste med ægløsningstest
Hvordan bruger man en ægløsningstest?
Den præcise fremgangsmåde afhænger af, hvilken type ægløsningstest du bruger. Nogle tests dyppes i opsamlet urin, mens andre kan holdes direkte i urinstrålen.
Følg altid brugsanvisningen til den konkrete test. Ved en almindelig ægløsningstest med streger vil resultatet typisk kunne aflæses efter få minutter.
Testen har en kontrolstreg (C) og en teststreg (T). Det er styrken på teststregen i forhold til kontrolstregen, der afgør, om testen er positiv eller negativ.

Hvilket tidspunkt på dagen skal man tage en ægløsningstest?
Det vigtigste er at følge vejledningen til den ægløsningstest, du bruger, fordi anbefalingerne kan variere mellem forskellige tests.
Hvis du tester flere dage i træk, kan det være en fordel at teste nogenlunde på samme tidspunkt hver dag. Undgå også at drikke meget store mængder væske umiddelbart inden testen, da meget fortyndet urin kan gøre koncentrationen af hormonet lavere.
Vil du forstå mere om LH og selve testen, kan du læse sådan virker en ægløsningstest
Hvornår skal man have sex efter en positiv ægløsningstest?
Når ægløsningstesten bliver positiv, kommer din ægløsning normalt inden for de næste 24-36 timer. Hvis du forsøger at blive gravid, kan I derfor have samleje samme dag og gerne den følgende dag eller to.
Det er samtidig en fordel at have samleje i dagene før ægløsningen. Sædceller kan overleve i kvindens reproduktionssystem i flere dage, mens ægget kun kan befrugtes i relativt kort tid efter ægløsningen.
Læs mere om hvornår det er bedst at have sex, hvis du gerne vil være gravid.
Du kan også læse Positiv ægløsningstest: Hvad er chancen for at blive gravid?.
Hvordan ser en positiv ægløsningstest ud?
På en almindelig ægløsningstest med streger er testen positiv, når teststregen (T) er lige så kraftig eller kraftigere end kontrolstregen (C).
Det betyder, at testen har registreret den LH-stigning, der normalt kommer før ægløsningen.

Er du i tvivl om resultatet, har vi lavet en separat guide med billeder:
Positiv ægløsningstest – sådan ser den ud
Hvordan ser en negativ ægløsningstest ud?
En ægløsningstest er negativ, når:
- der kun ses en kontrolstreg, eller
- teststregen er svagere end kontrolstregen.
Det er vigtigt, fordi to synlige streger ikke nødvendigvis betyder, at testen er positiv. På billedet herunder kunne man godt tro, at testen er positiv, fordi der er to tydelige streger. Men fordi teststregen er mindre tydelig end kontrolstregen, så er ægløsningstesten altså negatv

Hvis testen er negativ, kan du teste igen den følgende dag. Er du tæt på det tidspunkt, hvor du forventer ægløsning, og ser din ægløsningstest næsten positiv ud, så kan det være relevant allerede at teste igen efter nogle timer.
Hvad betyder en ugyldig ægløsningstest?
Hvis kontrolstregen ikke kommer frem, kan testen ikke aflæses korrekt og bør betragtes som ugyldig. Tag en ny test og følg brugsanvisningen nøje.

Hvor sikker er en ægløsningstest?
Ægløsningstests til hjemmebrug har en høj sikkerhed. Alle ægløsningstests, vi sælger hos Gravidtid.dk, har en sikkerhed på over 99 % i forhold til at vise et korrekt testresultat, når testen anvendes korrekt og efter brugsanvisningen.
En ægløsningstest måler koncentrationen af hormonet LH i urinen. Når testen bliver positiv, har den registreret den stigning i LH, som normalt kommer før ægløsningen. Ægløsningen vil herefter normalt finde sted inden for de næste 24–36 timer.
Det er dog vigtigt at skelne mellem testens sikkerhed og selve ægløsningen. En ægløsningstest kan med høj sikkerhed registrere LH-stigningen, men den kan ikke bekræfte, at et æg efterfølgende frigives.
Hvis du gerne vil følge din cyklus endnu tættere, kan du kombinere ægløsningstest med temperaturmåling. Ægløsningstesten hjælper med at forudsige, at ægløsningen nærmer sig, mens temperaturstigningen kan bruges til at følge, om ægløsningen sandsynligvis har fundet sted.
Ægløsningstest eller temperaturmetoden – hvad er forskellen?
De to metoder bruges på forskellige tidspunkter i cyklussen.
En ægløsningstest registrerer LH-stigningen før den forventede ægløsning og kan derfor hjælpe med at finde de fertile dage.
Ved temperaturmetoden måles basaltemperaturen gennem cyklussen. Temperaturen stiger typisk omkring 0,2–0,5 °C i lige efter ægløsningen, og temperaturkurven bruges derfor også til at bekræfte, at man har haft ægløsnng
Metoderne kan derfor supplere hinanden: Ægløsningstesten hjælper med at forudsige, at ægløsningen nærmer sig, mens temperaturmåling kan bruges til at bekræfte ægløsningen og hjælpe dig med at kende din cyklus
Læs vores guide til temperaturmetoden (BBT)
Nogle vælger også at kombinere temperaturmetoden med at holde øje med ændringer i udflådet gennem cyklussen. Kombinationen af flere af kroppens tegn kaldes sympto-termale metode. Denne metode kan du læse mere om vi vores artikel Sympto-thermal metoden - Find dine mest fertile dage
Hvad hvis ægløsningstesten aldrig bliver positiv?
Hvis du ikke får en positiv ægløsningstest, betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke har haft ægløsning. Du kan eksempelvis have overset LH-stigningen, være begyndt at teste for sent eller have en uregelmæssig cyklus.
Ægløsningen og menstruationscyklussen kan desuden påvirkes af blandt andet sygdom, vægttab eller kraftig fysisk træning.
Hvis du gentagne gange ikke finder en LH-stigning, eller hvis dine menstruationer er meget uregelmæssige eller udebliver, kan det være relevant at tale med din læge.
Læs også: Når ægløsningstesten bliver ved med at være negativ.
Hvilken ægløsningstest skal man vælge?
Der findes flere typer ægløsningstest. Strimmeltests er en enkel løsning og kan være praktiske, hvis du tester over flere dage. Stavtests er nemme at håndtere, mens digitale ægløsningstests viser resultatet digitalt og dermed kan være lettere at aflæse.
Hvilken type der passer bedst, afhænger blandt andet af, hvor ofte du vil teste, hvordan du foretrækker at aflæse resultatet, og hvor meget du ønsker at bruge på tests.
Se vores udvalg af ægløsningstests
Ofte stillede spørgsmål om ægløsningstest
Hvornår skal jeg tage en ægløsningstest?
Start med at teste 2–3 dage før din forventede ægløsning. Har du en regelmæssig cyklus på 28 dage, kan du typisk begynde omkring cyklusdag 11–12, hvor dag 1 er den første dag i din menstruation.
Test gerne på samme tidspunkt hver dag. For vores ægløsningstests anbefales det typisk at teste mellem kl. 10 og 20. Undgå at drikke store mængder væske inden testen, da fortyndet urin kan gøre LH-koncentrationen lavere.
Når testen bliver positiv, vil ægløsningen normalt finde sted inden for de næste 24–36 timer.
Hvor mange dage skal jeg teste?
Test dagligt omkring det tidspunkt, hvor du forventer ægløsning. Hvor mange dage du har brug for at teste, afhænger blandt andet af din cyklus og hvor regelmæssig den er.
Hvorfor er min ægløsningstest positiv flere dage i træk?
LH-niveauet falder ikke nødvendigvis igen med det samme. Derfor kan en ægløsningstest godt være positiv mere end én dag.
Er to streger en positiv ægløsningstest?
Ikke nødvendigvis. På en almindelig ægløsningstest med streger skal teststregen være lige så kraftig eller kraftigere end kontrolstregen, før testen aflæses som positiv.
Kan en ægløsningstest bruges som prævention?
Nej. Ægløsningstest er ikke en sikker præventionsmetode. Sædceller kan overleve flere dage, og tidspunktet for ægløsningen kan variere.
Kan man have en positiv ægløsningstest uden at få ægløsning?
Ja. Testen registrerer LH-stigningen, men bekræfter ikke i sig selv, at et æg faktisk frigive
Kilder: Sundhed.dk, Hvidovre Hospital, Netdoktor, Apoteket.dk


