Hvis du har forsøgt at blive gravid uden held, har du i Danmark mulighed for at få gratis fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen. Reglerne for fertilitetsbehandling er blevet udvidet de seneste år, og i 2026 gælder der mere ensartede rettigheder – også hvis du ønsker barn nummer 2.
I denne artikel får du et opdateret og samlet overblik over fertilitetsbehandling i Danmark, hvor mange behandlinger, du har ret til, hvem der har ret til gratis behandling, hvordan et typisk forløb starter, hvilke krav der gælder til alder og BMI, og hvordan ventetid kan påvirke dit valg mellem offentlig og privat behandling.
Hvad er fertilitetsbehandling?
Fertilitetsbehandling dækker over forskellige medicinske behandlingsformer, som kan hjælpe, hvis graviditeten ikke opstår af sig selv. Behandlingen tilpasses altid individuelt og afhænger blandt andet af kvindens alder, årsagen til nedsat fertilitet, sædkvalitet og eventuelle fysiske forhold som fx æggeledernes tilstand.
Fertilitetsbehandling kan blandt andet bestå af hormonstimulation, insemination (IUI), IVF (reagensglasbehandling) og ICSI (mikroinsemination).
Hvis du vil have et mere detaljeret indblik i, hvordan et fertilitetsforløb typisk ser ud for kvinden, kan du læse artiklen Fertilitetsbehandling – forløb for kvinden
Du kan også læse Fertilitetsbehandling – forløb for manden for at få overblik over de undersøgelser og prøver, manden ofte skal igennem
Hvilken gratis fertilitetsbehandling har du ret til?
Når du bliver henvist til fertilitetsbehandling i det offentlige, har du ret til behandling efter nationale retningslinjer. Det betyder, at du som udgangspunkt ikke selv kan vælge behandlingsform, men at fertilitetsklinikken vurderer, hvilken behandling der giver bedst mening ud fra din situation.
Gratis fertilitetsbehandling kan i 2026 omfatte både insemination og IVF/ICSI – afhængigt af alder, fertilitetsudredning og tidligere behandlingsforsøg.
Overblik: gratis fertilitetsbehandling i Danmark (2026)
| Område | Hvad har du ret til? |
|---|---|
| Behandlingstyper | Insemination (IUI), IVF og ICSI |
| Antal IVF/ICSI-forsøg | Op til 6 i alt |
| Barn nr. 1 | Gratis |
| Barn nr. 2 | Gratis |
| Henvisning | Kræves fra egen læge |
| Aldersgrænse | Henvisning før kvinden er 40 år |
| Behandling afsluttes | Når kvinder fylder 41 år |
| BMI-krav | Ofte max 30–35 |
| Ventetid | Varierer mellem regioner |
Man starter ofte med inseminationsbehandling
I det offentlige sundhedsvæsen starter fertilitetsbehandling ofte med inseminationsbehandling (IUI), hvis det er fagligt muligt. Det gælder især, hvis kvinden er under 35–38 år, og hvis der ikke er fundet forhold, der direkte taler for IVF.
Insemination vil typisk blive valgt, hvis:
• kvinden har åbne æggeledere
• der ikke er kendte fysiske udfordringer i livmoderen
• sædkvaliteten er normal eller let nedsat
Formålet er at starte med den mindst indgribende behandling, før man går videre til IVF eller ICSI.
Hvis du vil læse mere om, hvordan inseminationsbehandling foregår, kan du se vores artikel Guide til inseminering med donor eller partner
Hvornår får man IVF eller ICSI?
Hvis inseminationsbehandling ikke fører til graviditet, eller hvis der allerede ved udredningen findes forhold som:
• lukkede æggeledere
• svært nedsat sædkvalitet
• højere alder hos kvinden
vil man oftest blive henvist videre til IVF- eller ICSI-behandling.
IVF og ICSI er en del af den gratis fertilitetsbehandling i det offentlige, og du kan få op til 6 behandlinger i alt, uanset om det er til barn nr. 1 eller barn nr. 2.
Gratis fertilitetsbehandling til barn nummer 2
En væsentlig ændring i reglerne for fertilitetsbehandling er, at du i dag også kan få gratis fertilitetsbehandling til barn nummer 2.
I 2026 betyder det, at:
• fertilitetshjælp til barn nr. 2 tilbydes gratis i det offentlige
• vilkårene i høj grad svarer til dem for barn nr. 1
• du samlet set kan få op til 6 IVF/ICSI-forsøg
Det kræver dog, at første barn er lavet i fertilitetsbehandling og du skal have en ny henvisning fra egen læge og en ny vurdering på fertilitetsklinikken.
Aldersgrænse for gratis fertilitetsbehandling
Alder har stor betydning for, hvilken fertilitetsbehandling du kan få i det offentlige. Der findes ikke aldersgrænser for mænd, men reglerne er sådan at:
• kvinden skal være henvist før hun fylder 40 år
• fertilitetsbehandling i det offentlige slutter, når kvinden fylder 41 år.
Der kan i enkelte regioner forekomme midlertidige dispensationer, men disse gives individuelt og er ikke en garanti.
Hvis kvinden overskrider aldersgrænsen, så har hun mulighed for selvbetalt fertilitetsbehandling på private fertilitetsklinikker, indtil hun fylder 46 pr.
BMI-krav ved fertilitetsbehandling
De fleste offentlige fertilitetsklinikker stiller krav til BMI, da overvægt kan påvirke både hormonbalancen, kvindens cyklus, behandlingsforløb og graviditetsrisici. BMI-grænsen er derfor på 30-35 ude i regionerne. Hvis kvinden har for højt et BMI vil der være krav om vægttab, inden behandling kan opstartes.
I vores artikel her kan du læse mere om
Typisk gælder:
• BMI-grænse på 30–35
• kravene kan variere mellem regioner og klinikker
• ved for højt BMI kan behandlingen blive udskudt
BMI vurderes altid som en del af den samlede helbredsvurdering.
Ventetid på gratis offentlig fertilitetsbehandling
Ventetiden på fertilitetsbehandling varierer betydeligt i Danmark. Nogle regioner har kort ventetid, mens andre har længere ventetid på både første samtale og selve behandlingen.
Hvis du vil se aktuelle ventetider på fertilitetsbehandling i hele landet, kan du bruge det officielle overblik på Mit Sygehusvalg via eSundhed
Ventetid er ofte en af de væsentligste grunde til, at nogle vælger privat fertilitetsbehandling.
Hvis du ikke opfylder kravene til gratis fertilitetsbehandling
Hvis du ikke opfylder kravene til gratis fertilitetsbehandling – fx på grund af alder, BMI eller ventetid – kan privat fertilitetsbehandling være et alternativ.
Hvis du vil have et overblik over prisniveauet i det private, kan du læse vores artikel Hvad koster fertilitetsbehandling i Danmark i 2026?
Ofte stillede spørgsmål om gratis fertilitetsbehandling
Hvad har jeg ret til med gratis fertilitetsbehandling i Danmark i 2026?
I Danmark har du ret til gratis fertilitetsbehandling i det offentlige, hvis du opfylder krav om henvisning fra egen læge, alder og helbred. Det omfatter typisk op til 6 IVF/ICSI-forsøg, og i mange tilfælde vil insemination være første skridt.
Kan jeg få gratis fertilitetsbehandling til barn nummer 2?
Ja. I 2026 er der mulighed for gratis fertilitetsbehandling til barn nummer 2 efter samme principper som til barn nummer 1 – dog kræver det en ny henvisning og vurdering.
Hvordan starter fertilitetsbehandling normalt?
Behandlingen starter ofte med insemination (IUI), især hvis kvinden er under ca. 35-38 år og har normale æggeledere og ingen alvorlige medicinske udfordringer.
Hvilke alderskrav gælder for gratis fertilitetsbehandling?
Du skal typisk være henvist til fertilitetsbehandling inden kvinden fylder 40 år. Behandlingen afsluttes som udgangspunkt ved 41 år, selvom der i nogle tilfælde kan gives dispensation.
Er der BMI-krav for at få gratis fertilitetsbehandling?
Ja. Mange klinikker har et BMI-krav (ofte max omkring 30–35), fordi ekstrem overvægt eller undervægt kan påvirke behandlingens effekt og sikkerhed.
Hvordan ser ventetiden ud for fertilitetsbehandling?
Ventetid varierer mellem regioner og klinikker. Du kan se aktuelle ventetider i hele Danmark på Mit Sygehusvalg via eSundhed.
Kilde: Sundhed.dk, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, retsinformation.dk, Trianglen Fertilitetsklinik, Aalborg Universitetshospital


