Mange store danske forskningsundersøgelser viser, at din livsstil hænger sammen med din fertilitet. Forskningen viser blandt andet, at alkohol, rygning, kaffe og overvægt sænker din fertilitet. Det ser vi alt sammen nærmere på i artiklen her, der er baseret på nyere store danske undersøgelser foretaget af gynækolog og professor på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard, Hans Jakob Ingerslev, der er overlæge professor i reproduktionsmedicin på Aarhus Universitetshospital og Hanne Udengaard, der er forskningssygeplejerske på Herlev Hospitals Fertilitetsklinik
Rygning
Rygning påvirker og forringer æggestokkenes funktion og hæmmer æggelederen. Rygning nedsætter altså frugtbarheden, og det kan ses på statistikkerne. Risikoen for at vente mere end 9 måneder på at blive gravid er 19 % hos ikke-ryger kvinder, mens den er 24 % hos kvinder, der ryger 1-10 cigaretter dagligt og 30 % for kvinder, der ryger mere end 10 % dagligt. Den negative påvirkning er især markant hos kvinder, der er mere end 30 år.
Hos mænd spiller rygning ikke så stor en rolle i forhold til fertiliteten
Det kan du gøre:
Stop med at ryge. Derved opnår du hurtigt næsten samme chance for at blive gravid som hos kvinder, der aldrig har røget. En reduktion i antallet af cigaretter, der ryges dagligt vil også have en positiv effekt
Alkohol
De tre forskere kom i den danske undersøgelse frem til, at hvis en kvinde drikker mellem 1-5 genstande om ugen, så vil hendes frugtbarhed blive forringet med 39 %. Hvis hun drikker mellem 5-10 genstande ugentligt, så formindskes frugtbarheden med 45 %. Hvis en kvinde drikker mere end 10 genstande ugentligt, så vil hendes frugtbarhed være nedsat med 66 %.
Endnu engang er mænd lidt heldigere stillet, da alkohol som udgangspunkt ikke påvirker mænds fertilitet negativt, hvis de drikker under 10 genstande ugentligt. Drikker manden mere end 15 genstande om ugen, vil fertiliteten blive forringet med cirka 20 %.
Det kan du gøre:
Alkohol ser ud til at have en endnu større negativ effekt på fertiliteten, end rygning har. Derfor kan der være rigtig meget at vinde på at fjerne alkohol helt eller sekundært at skære ned på forbruget.
Kaffe
Flere forskningsundersøgelser har vist, at det kan have en negativ indflydelse på fertiliteten at drikke mere end 5 kop kaffer dagligt. Kvinder, der drikker mere end 5 kopper kaffe dagligt har en øget risiko på 35 % for at skulle vente mere end et år på at blive gravid.
Det kan du gøre:
Skær ned på kaffeforbruget og drik mindre end 5 kopper kaffe om dagen. Det har ikke nogen mærkbar effekt på fertiliteten så længe du holder dig under de 5 daglige kopper kaffe.
Overvægt
Overvægt har en negativ indflydelse på fertiliteten, fordi fedtvævet forstyrrer de hormoner, der har betydning for kvindens menstruationscyklus. Derfor kan svær overvægt også betyde, at man som kvinde enten stopper med at have menstruation eller at menstruationen bliver uregelmæssig. Undersøgelser viser, at hvis overvægtige kvinder taber 10 % af deres kropsvægt (og mere, hvis man er meget overvægtig) så vil 90 % igen få regelmæssig menstruationscyklus og ægløsning. Disse undersøgelser har betydet, at mange fertilitetsklinikker i dag kræver, at kvinder med et bmi på over 27, skal tabe 10 % af deres kropsvægt for at opnå en normal ægløsning og derved øge chancerne for graviditet
Det kan du gøre
Forsøg så vidt muligt at have et bmi på mellem 19 og 25 og tabe dig, hvis du er overvægtig. Det øger chancen for at blive gravid og nedsætter samtidig abortrisikoen, hvis du bliver gravid.
Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan mænd kan forbedre sædkvaliteten og fertiliteten på 3 måneder, så kan du læse mere i artiklen her
Hvis du forsøger på at blive gravid kan du finde vores ægløsningstests her. Se vores sædtest her og vores termometre her
Kilde: Livsstil - hvad kan man selv gøre - Regionshospitalet Randers (yumpu.com) sundhed.dk, Rigshospitalet