Alle graviditetstests fungerer ret beset på samme måde. Nemlig ved at måle niveauet af Humant Chorionic Gonadotropin (hCG) i kroppen. Hormonet stiger og fordobles hver tredje dag, når et æg er befrugtet og har sat sig fast.
En positivt graviditetstest betyder derfor, at du er gravid. Også selvom teststregen er svagere end kontrolstregen
Årsag til svagt positivt graviditetstest
Først og fremmest, så er det vigtigt at huske, at en positiv graviditetstest er en positiv graviditetstest. Også selvom den kun er svagt positiv. To streger på graviditetstesten betyder, at testen har målt et forhøjet niveau af graviditetshormonet hCG i din urin, og det skyldes, at du er gravid.
Kroppen begynder at producere graviditetshormonet hCG, når det befrugtede æg har sat sig fast i lovmoderhulen. Men det gør det først efter en vandring gennem æggelederen, som kan tage fra et døgn til en uge, uden at det er unormalt.
Det betyder også, at man kan opleve, at man er længere eller kortere henne i sin graviditet end forventet, fordi vandringen kan have taget kortere eller længere tid end gennemsnitligt. Hvis ægget eksempelvis har brugt en uge på turen gennem æggelederen, kan du derfor også risikere først at have en positiv graviditetstest nogle dage efter en udebleven menstruation ligesom du kan opleve, at testen kun ser svagt positiv ud, fordi niveauet af hCG endnu ikke er så højt.
Udvikling fra svagt positivt til tydeligt positiv graviditetstest
Vi har bedt nogle af jer brugere om at sende billeder af udvikling i graviditetstests fra svagt positiv til positiv. Herunder kan du se nogle af eksemplerne
Udvikling i graviditetstest strimmel
Udvikling i graviditetstest stav
Udvikling i graviditetstest strimmel fra uge 3 til uge 5
Ingen udvikling i svagt positivt graviditetstest
Først og fremmest er det vigtigt at huske, at hCG-hormonet fordobles hver tredje dag i begyndelsen af graviditeten. Derfor vil det heller ikke være overraskende eller unormalt, at testen måske ikke ser mere positiv ud, hvis du tager en ny et helt eller halvt døgn efter din første positive test (ikke at vi ikke forstår behovet)
Hvis du tager en ny graviditetstest tidligt i graviditeten, kan det positive resultat også være mindre tydeligt eller uden udvikling, hvis du nu tager testen på et tidspunkt, hvor din urin er mere tynd, fordi du eksempelvis lige har drukket meget væske eller hvis det er kortere end 4 timer siden, du sidst tissede.
Kan en svagt positiv graviditetstest være tegn på abort?
Hvis graviditetstesten fortsætter med at være svag over flere dage, kan det desværre også tyde på, at graviditeten er gået i sig selv igen. Ifølge Sundhedsstyrelsen ender 15-20 % af alle graviditeter, som kvinden kendte til, i spontan abort, og her sker langt de fleste indenfor de første 12 graviditetsuger. Hvis den svagt positive graviditetstesttest fortsætter uforandret, og du ikke får din menstruation, så anbefaler vi, at du opsøger din læge. Her vil lægen typisk tage en blodprøve på dig, som vil vise dit præcise hCG-niveau. Blodprøverne vil blive taget over flere dage, for at se, om hCG-tallet stiger, som det skal. Hvis tallet falder, tyder det på, at du er ved at abortere. Hvis hCG ikke stiger, kan det også tyde på en graviditet, som sidder udenfor livmoderen
Svagt positivt graviditetstest efter abort
Alt afhængigt af, hvor langt man var henne, da man aborterede, så kan graviditetstesten fortsætte med at være negativ i op til 4-8 uger efter aborten. Det skyldes, at graviditetshormonet hCG skal være helt ude af kroppen efter aborten, før graviditetstesten igen vil være negativ.
Hvis den positive graviditetstest bliver svagere
Som i eksemplet ovenfor, så kan en svagere graviditetstest have helt ufarlige forklaringer som eksempelvis, at du tager den næste test så hurtigt, at dit hCG-niveau ikke er nået at stige endnu, eller fordi du tager en ny test, på et tidspunkt, hvor din urin er tyndere end da du tog den første svagt positive test. Vent derfor gerne mindst et døgn eller gerne flere, hvis du ønsker at bekræfte den positive graviditetstest. Vi anbefaler, at du fortsætter med at teste med det samme mærke graviditetstests, da der kan være forskel på, hvor tydelig en graviditetstest bliver afhængigt af mærket. Husk at undgå at drikke en masse inden, du skal teste, ligesom du helst skal undgå toiletbesøg i 4 timer, før du vil teste.
Hvis testen fortsætter med at blive svagere over længere tid, tyder det desværre på enten abort eller graviditet udenfor livmoderen. Her opfordres du til at opsøge din læge, som kan hjælpe dig med at afklare, hvad den stadigt svagere graviditetstest betyder.
Kilder: Sundhed.dk, Netdoktor.dk